Kulturforskelle og ligheder. Hvordan er det at være ny i Danmark? Læs om kulturforskelle og ligheder i personlige beretninger og romaner.
Føtexsøen (2009)
Aburas, Lone
Lene har en egyptisk far og en dansk mor, så hendes barndomserindringer er lidt anderledes. Det er hendes dagligdag til gengæld ikke, hun er kassedame i Føtex og har en drøm om at blive forfatter en dag.
Fra Føtex til Folketinget (2009)
Cekic, Özlem
Beretning om Özlem Cekic (f. 1976), der trods sin indvandrerbaggrund brød de kulturelle og sociale barrierer og blev valgt ind i Folketinget for SF. Om opvæksten i Tyrkiet og Danmark og om sin uddannelse, ægteskab og engagement i politik.
Lyden af bier (2009)
Malladi, Amulya
Raihana er fra Afghanistan og flygtet fra Taleban. I Danmark skal hun via sit sprogskolekursus ud til enkemanden Gunnar og hjælpe med at passe hans bier. Det umage par udvikler langsomt et venskab, men omgivelserne er ikke forstående.
Døde sommerfugle i maven (2008)
Massey, Kristian
Roman om den unge kvinde Noria kommer som flygtning fra Kosovo til et snævert vestjysk samfund, hvor sladder og familiehemmeligheder gør det svært for hende at vinde fodfæste og glemme krigens rædsler.
Nye stemmer (2007)
En antologi, der er udgivet i forbindelse med litteraturkonkurrence for forfattere med anden etnisk og kulturel baggrund end dansk. Noveller, kortprosa og digte der skildrer møder mellem mennesker, voldsomme brud, længsler og håb. Med interviews med forfatterne.
Verden er ét land (2007)
Kholghi, Farshad
Skuespilleren, skribenten og foredragsholderen Farshad Kholghis (f. 1971) beretning om sin barndom i Iran, flugten til Danmark, opvæksten og ungdomstiden og ikke mindst om sit syn på det danske samfund.
I morgen skal vi hjem: mit liv som chilener i Danmark
Larrain, Paula
Den chilenskfødte studieværts (f. 1970) afdæmpede og meget personlige beretning om et liv mellem et fædreland, man har forladt og aldrig helt vil kunne vende tilbage til, og et nyt land, som man aldrig vil passe fuldstændig ind i.
Et løft af sløret (2001)
Rashid, Rushy
Den første danske studievært med indvandrerbaggrund, Rushy Rashid (f. 1968) fortæller om sine erfaringer med at forsøge at kombinere drømmen om en dansk levevis med de traditionelle pakistanske kulturelle værdier og om, hvordan hun til sidst var nødt til at vælge side.
Bag sløret (2003)
Rashid, Rushy
En meget personlig beretning om et møde og et ægteskab, hvor den pakistansk fødte journalist Rushy Rashid (f. 1968) og den danske journalist Jens Harder Højbjerg (f. 1963) skiftes til at fortælle deres fælles historie om alle de misforståelser og forhindringer, der har været undervejs, inden det lykkedes dem at bygge bro over kulturkløfterne.
![]() |
![]() |
Khader.dk (2000)
Khader, Naser
Indvandrerpolitikeren og folketingskandidaten for Det Radikale Venstre Naser Khaders (f. 1963) førstehåndsberetning fra sit møde med og opvækst i det danske samfund, om at finde sine egne ben midt imellem to kulturer samt ikke mindst et forsøg på at anskue indvandrerdebatten i et bredere perspektiv.
Nutidens paradis (1999)
Dhahir, Omar
Omar Dhahir (f. 1951) lever på 13. år i Danmark efter at være flygtet fra Irak p.g.a. sin politiske overbevisning. Med udgangspunkt i en skildring af opvæksten i det urohærgede Irak, diskuterer han den nye tilværelse i Danmark, danskernes forhold til flygtninge og de store kulturelle forskelle mellem Irak og Danmark.
Flere ideer til læsning
Hvad sker der når øst og vest, syd og nord mødes? I romaner og erindringer er der en særlig åbenhed for refleksion og fortolkning i dette aktuelle emne. Se det spændende udvalg af bøger i denne liste:
Kulturer i krydsfeltet
Kvinder fortæller om integration
Læs de personlige beretninger fra kvinder, der er flyttet til Danmark: Den usynlige succes
Det multikulturelle uden for Danmark
Litteratursiden har sammenfattet en oversigt over bøger, der beskriver mødet mellem forskellige kulturer - også uden for Danmark.
Verdenshistorier: en alternativ kanon (2009)
Antologi med tekster fra de 12 nationaliteter, der har størst repræsentation i grundskolen, suppleret med introduktioner, der placerer teksterne i deres litterære og historiske sammenhæng.