Kirkebøger
De sønderjyske kirkebøger kan deles i følgende hovedgrupper
- De kongerigske (Tørninglen, Enklavesognene, Als Sønder- og Nørre Herreder) er ført efter de bestemmelser, der gjaldt i kongeriget. Fra 1642 blev det påbudt at føre kirkebøger. Fra 1812 skulle de føres i to eksemplarer, det ene af præsten, det andet af degnen.
- De slesvigske er ført efter de for Slesvig stift gældende forskrifter. I sognene under Slesvig stift begyndte brugen af kirkebøger tidligere end de kongerigske. Hjordkær kirkebog fra 1573 er landets ældste, og allerede fra 1763 blev kirkebogen ført i to eksemplarer. De otte sogne (Sdr.) Stenderup, (Sdr.) Bjert, Vonsild, Dalby, Ødis, Taps, Hejls og Vejstrup var indtil 1864 en del af Slesvig. Herefter kom sognene under Kolding herredsprovsti. Disse sognes kirkebøger og arkivalier efter 1864 skal findes på Landsarkivet for Nørrejylland.
- Fra Brødremenigheden i Christiansfeld er kun afleveret en pakke med et fødselsdagsregister 1772 og kopier af breve. Til selvbetjening på læsesalen findes 14 mikrofilm med kopier af levnedsløb for årene 1705-1948 (fødselsår). Et alfabetisk register med henvisning til filmnr. forefindes. Derudover findes der på læsesalen fotokopier af kirkebøger fra 1773-1923.
Kilde: Landsarkivet for Sønderjylland