Alle kan benytte Frederiksberg Kommunes Biblioteker.
Bibliotekets tilbud er som hovedregel gratis.
For særlige serviceydelser kan der kræves betaling.
INDMELDELSE SOM BRUGER
Voksne
For at låne bibliotekets materialer skal man anvende sit sundhedskort (sygesikringsbevis) tilknyttet en selvvalgt pinkode.
Indmeldelse foregår ved personlig henvendelse på biblioteket.
Sundhedskort (sygesikringsbevis) og billedlegitimation forevises.
Sundhedskort (sygesikringsbevis) skal benyttes ved alle lån.
Børn og unge
Børn og unge under 18 år opnår ret til selv at låne materialer på biblioteket, hvis en af forældrene eller en værge giver samtykke hertil ved at underskrive en indmeldelsesblanket. Sundhedskortet (sygesikringsbeviset) skal medbringes ved indmeldelse.
Børn og unge under 18 år kan vælge mellem at benytte sundheds- eller lånerkort, tilknyttet en selvvalgt pinkode.
Ændring af pinkode
Ændring af pinkode kan ske over bibliotekets hjemmeside.
Hvis man har glemt sin pinkode, kan man få en ny ved personlig henvendelse i Ekspeditionen. Sundhedskort (sygesikringsbevis)/lånerkort samt billedlegitimation forevises.
Ældre og handicappede
Borgere i Frederiksberg Kommune, som til stadighed er ude af stand til at besøge biblioteket, kan gratis få materialer bragt ud.
Brugere uden fast bopæl på Frederiksberg
I særlige tilfælde, hvor der er berettiget usikkerhed om aflevering, afgør stadsbibliotekaren om der skal kræves depositum / kaution for lån af materialer. Biblioteket udsteder lånerkort efter forevisning af gyldig billedlegitimation og adresseoplysning til udenlandske brugere uden fast bopæl i Danmark.
Institutioner/firmaer
Biblioteket tilbyder at udstede lånerkort til institutioner, firmaer og lignende.
Legitimation/fuldmagt skal forevises ved indmeldelsen. Udlån sker ved brug af lånerkort tilknyttet en pinkode. Institutionen/firmaet er ansvarlig og hæfter for lånene og for, at det udlånte materiale bliver afleveret.
BOOKING AF PC
For at reservere tid ved en pc skal brugeren være meldt ind og opgive sit CPR-nummer ved bookingen, der sker ved personlig henvendelse, pr. telefon eller via bibliotekets hjemmeside.
UDLÅN
Udlån skal ske ved en selvbetjenings-automat. Udlånskvittering udprintes.
Udlånstiden er for de fleste materialer 1 måned. Biblioteket kan fastsætte en kortere udlånstid for visse materialer.
Seneste rettidige afleveringsdato for lånte materialer kan ses på udlånskvitteringen samt i lånerstatus enten ved en udlånsautomat eller via bibliotekets hjemmeside.
Biblioteket kan fastsætte begrænsning for antallet af materialer, som kan hjemlånes.
FORLÆNGELSE AF LÅN (FORNYELSE)
Udlånstiden kan forlænges, hvis materialet ikke er reserveret til andre. Forlængelse af lån foretages over bibliotekets hjemmeside, ved en selvbetjenings-automat eller ved telefonisk henvendelse til bibliotekets ekspedition.
Et lån kan maksimalt forlænges med 2 gange den normale udlånstid for det pågældende materiale.
Kvittering gives, når forlængelsen foretages ved automaterne.
RESERVERING
Udlånsmaterialer kan normalt reserveres. Biblioteket fastsætter en grænse for, hvor mange materialer en enkelt låner kan have reserveret samtidigt. Biblioteket sender besked via e-mail, sms eller postkort, når materialet kan afhentes.
AFLEVERING AF LÅNTE MATERIALER
Aflevering skal ske ved en selvbetjenings-automat. Ved aflevering i den udendørs automat på Hovedbiblioteket skal sundhedskort (sygesikringskort) og pinkode anvendes.
Låneren får en kvittering, som bør opbevares, indtil lånet ikke længere figurerer i lånerstatus, da kvitteringen er bevis for, at materialet er afleveret.
Udskriver afleveringsautomaten ikke en kvittering, dokumenterer låneren afleveringen via en lånerstatus, som så vil fungere som kvittering.
OVERSKRIDELSE AF LÅNETIDEN
Hvis udlånstiden overskrides, skal der betales gebyr efter gældende takst i henhold til kommunalbestyrelsens beslutning, jf. Lov om biblioteksvirksomhed, uanset om låneren forinden afleveringen har modtaget nogen form for påmindelse, hjemkaldelse eller regning. Materialer med samme afleveringsdato, der afleveres eller fornyes for sent på forskellige datoer, udløser gebyr hver gang.
Et gebyr eftergives, hvis låneren gør opmærksom på, at det er opstået ved, at ét eller flere materialer med samme udlåns- og afleveringsdato ikke kunne fornyes sammen med de øvrige materialer.
Alle sager med skyldige gebyrer på kr. 200 og derover overgives til inddrivelse, jf. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved eventuel budafhentning/inddrivelse vil der blive pålagt yderligere omkostninger.
ERSTATNING
Lånere har pligt til at tilbagelevere lånt materiale i ubeskadiget og komplet stand.
Lånere er erstatningsansvarlige for beskadigede, bortkomne og ikke afleverede materialer til den pris, biblioteket fastsætter, svarende til genanskaffelses-omkostningerne, som ud over materialets pris omfatter klargøringsomkostninger.
Sager med skyldige erstatningsbeløb overgives til inddrivelse, jf. Lov vedrørende inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved eventuel budafhentning/inddrivelse vil der blive pålagt yderligere omkostninger.
ANSVAR
Lånerne hæfter for alle materialer, der er lånt på deres sundhedskort (sygesikringsbevis)/lånerkort.
I tilfælde af tab/tyveri af sundhedskort (sygesikringskort) samt i tilfælde af tyveri af materialer, skal det hurtigst muligt meddeles til biblioteket med forevisning af kvittering for politianmeldelse, hvorefter biblioteket blokerer for yderligere lån.
LÅNEFORBUD
Lånere, hvis skyldige gebyrer udgør kr. 200 eller derover, får automatisk låneforbud, jf. reglerne i §16 i Bekendtgørelse om biblioteksvirksomhed. Låneforbud meddeles skriftligt med 7 dages varsel. Låneforbudet ophæves, når skyldige gebyrer og omkostninger er betalt, og materialerne er afleveret eller erstattet.
I modsat fald overgår sagen uden yderligere varsel til inddrivelse.
Låneforbud udstedes, hvis en låner i væsentligt omfang og i gentagne tilfælde har misligholdt sin forpligtelse til at aflevere lånte materialer eller har afleveret materialer i mangelfuld eller beskadiget stand uden at have erstattet materialerne, jf. reglerne i §16 i Bekendtgørelse om biblioteksvirksomhed.
AV-MATERIALER/MULTIMEDIER
Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger lånernes afspilnings- eller it-udstyr.
PERSONDATA-BESKYTTELSE
For at beskytte lånerens personlige oplysninger, må biblioteket ikke oplyse uvedkommende om andres lån, skyldige gebyrer, erstatningssager, reserveringer mv. Afleveringskvitteringen betragtes som fortrolig.
RO & ORDEN
Brugere, der ikke respekterer god ro og orden eller ikke følger personalets anvisninger, bortvises fra biblioteket, såfremt dette er nødvendigt af hensyn til de øvrige brugere, personalets sikkerhed og bibliotekets inventar og materialer mv.
Se også
Ny låner?
Så meget må du låne