Samlingen består af ca. 1.500 bøger og fordeler sig således:
Rahbek-samlingen (275 bind)
Samlingen består af litteratur- og teaterhistoriken Knud Lyne Rahbeks egne værker (førsteudgaver og senere udgaver), hans oversættelser af udenlandske forfattere, litteratur om Kamma og Knud Lyne Rahbek samt litteratur om Bakkehuset.
Ewald-samlingen (300 bind)
Samlingen består af digteren Johannes Ewalds egne værker (førsteudgaver og senere udgaver) og litteratur om Ewald selv. Samlingen er den mest komplette i Danmark og er en gave fra boghandler Andreas Dolleris, Vejle.
Den almindelige Bakkehussamling (700 bind)
Samlingen består af litteratur om Bakkehuskredsen, dvs. de forfattere og andre kulturpersonligheder, der færdedes omkring familien Rahbek og Bakkehuset.
Tidsskriftsamlingen (200 bind)
Samlingen består af litterære tidsskrifter fra Rahbeks tid, f.eks. Lærde Efterretninger, Minerva, Den danske Tilskuer og Kjøbenhavns flyvende Post. Rahbek leverede selv mange artikler til disse tidsskrifter.
Sådan kan du få glæde af bøgerne
Bøgerne kan ikke hjemlånes, men må benyttes i Hovedbibliotekets voksenafdeling. I mange tilfælde har vi dog nyere udgaver til hjemlån.
Da bøgerne står på Bakkehusmuseet, må der påregnes en uges ekspeditionstid. Bøgerne kan som udgangspunkt ikke benyttes på Bakkehusmuseet.
Biblioteket er en del af museets permanente udstilling, så der er rig mulighed for at beundre de smukke bogbind bag bogreolernes beskyttende glaslåger.